Intet menneske kan leve uden tro. Kan man ikke tro, at der venter mig, mit medmenneske og livet noget godt er man i dyb fortvivlelse, og så har man ikke noget liv. Tro kan nedbrydes og tro kan genoprettes. Liv kan være på afgrundens rand, men troen, håbet, drømmen kan bringe livet på vej mod stjernerne – endda mens man går med begge ben på jorden.

Der er livskræfter dybt i vore hjerter. Og de er der forud for troen og håbet og drømmene. Det er lidt ligesom der skal være en tanke eller en vilje, før der kommer ord og handling. Derfor er det, at Jesu ord om næstekærligheden, først siger, at du skal elske Herren din Gud. For at vække troen på, at derinde i de dybeste lag i vore hjerter, der ligger den Guddommelige kraft, der kan uro vende til glæde, og min længsel til det, jeg formår: at rejse mig nyskabt og leve på jorden, mens dagene går.

Dette med at elske Gud og sin næste er måske det allervigtigste, som den kristne tro siger os. At det er den mægtige livskraft og medmennesket, der er skaber vort liv og giver livet indhold. Når man kigger ud af vinduet eller går ud i livet, så kan man den ene gang efter den anden blive bekræftet i, at sådan er det jo. Mennesker stortrives jo, når man bruger sine livskræfter i samklang med sine medmennesker.

Men tvivlen opstår der hvor dette tilsyneladende er glemt, og hvor kræfterne bruges til det, der ikke er kærlighed til næsten. Og vi må spørge os selv og hinanden: Er det tvivlen, er det glemsel, eller er det ligegyldighed, der skaber alt det, der gør os urolige, bekymrede og bange?

Følgende tekst fra Det nye Testamente handler netop om tro og tvivl. Det er beretningen om Jesu vandring på søen:

Matt 14,22-33,

Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér.   Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.   Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen.   Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt.   Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«  Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«  Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus.   Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!«  Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«  Da de kom op i båden, lagde vinden sig.   Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

Selv om den her historie jo skriger til himlen om, at det kan ikke lade sig gøre at gå på vandet. Og selv om den jo også givet anledning til mange vittigheder, så er den jo udtryk for en dyb, dyb livserfaring. Man ser noget, som man ikke troede kunne lade sig gøre. Det må jeg også kunne gøre! Jamen prøv! Når man så har kastet sig ud i det opdager man, at det er sørme svært det her. – Og nej, det går vist ikke. Tvivlen sniger sig ind, og projektet mislykkes.

Men der er også en anden side af det. At tro, at man kan det umulige. – At de mirakuløse ting, som Jesus gjorde, skal man også selv kunne gøre – eller er mon det, der er meningen? Troen er det vigtige. Går du i gang med et projekt stort eller lille skal du tro på, at det kan lade sig gøre.

Undertiden hører vi om, at voksne mennesker prøver at skræmme dæmoner ud af børn. Er det mon tro? – eller er det religiøs fanatisme og vanvid?

Vi vil gerne vide.  Vi vil gerne have dokumentation. Dokumentation og bevis er en god ting. Og så er vi jo ovre i det, der rettelig kaldes viden. Og der er rigtig meget, der er godt og vigtig at kunne vide. Men hvis jeg har dokumentation, eller garanti for at glæden og lykken , og intet som helst ubehageligt, vil følge mig indtil f.eks. den 10. marts 2037. Er det så liv? Er der så noget at tro, håbe og drømme om?